Hans eller min cyklus ?

Jeg er i så dårligt humør i dag - og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg har en følelse af håbløshed, og kan ikke se, hvordan jeg kommer videre. Det føles lige nu, som om mit liv er røvsygt - ikke mindst mit parforhold.

I aften kommer der håndbold, og jeg hader håndbold. Virkelig hader. Jeg synes, at det er sindssygt kedeligt, og jeg kan ikke fordrage lydene. Jeg hader, at det optager min kærestes opmærksomhed. Jeg er sikker på, at han vil synes, at jeg er dybt urimelig, når jeg siger sådan, så det siger jeg selvfølgelig ikke til ham. Men jeg kan ikke lade som om, at jeg er ok med, at han ser håndbold - selvom jeg prøver. Jeg ved godt, at det skinner tydeligt igennem, at det irriterer mig grusomt.
Andre kunne måske også synes, at jeg er urimelig. Måske er jeg også urimelig, men hvad kan jeg gøre ?
Faktisk, så har jeg det sådan, at jeg ville synes, at det var helt ok, hvis han så håndbold en gang imellem. Men jeg synes bare, at han "altid" (man må jo ikke sige altid og aldrig) er fraværende. Hvis han ikke ser håndbold, så ser han noget andet sport, eller tekst-TV, eller spiller kabale på sin PC. Han bruger også mere og mere tid på Facebook. Selv når vi spiser sidder han med noget andet imens (TV, avis, soduko e.l.). Det er kun når vi har gæster, at han er tilstede mens vi spiser. Når vi ikke spiser, så ser vi fjernsyn - det vil sige, for det meste ser jeg fjernsyn, og H sidder og sover i sofaen. Jeg er så træt af det. Og hvis jeg prøver at gøre det hyggeligt, og beder ham om at lægge fx avisen væk mens vi spiser, så aner jeg ikke hvad vi skal tale om. Vi er kommet så langt væk fra hinanden. Hvorfor forstår han ikke, hvad det gør ved vores forhold ?

Men, når jeg er så trist i dag, så er det nok fordi jeg ved, at aftenen kommer til at være præget af H foran fjernsynet, mens jeg føler mig helt tilovers og hjemløs. Det er ikke meget anderledes end, det plejer at være, men jeg plejer bare at glæde mig til weekenden med forhåbninger om, at det bliver hyggeligt. Jeg bliver næsten altid skuffet, men forventningen er god nok. Lige nu har jeg kun negative forventninger, så jeg kan næsten kun blive positivt overrasket.

Lige nu er vi inde i en rytme, hvor vi er høflige overfor hinanden, men luften mellem os føles kold som is. I sidste uge havde vi det bedre. H var kærlig overfor mig det meste af tiden - og selvom der var afstand mellem os, så var luften varmere. Jeg følte, at jeg havde en masse hormoner i kroppen og følte mig meget sexuel. Nu er H kold og afstandstagende overfor mig. Han virker fjendtlig, og jeg har ingen som helst anelse om hvorfor. Det påvirker mig utrolig meget. Men hvorfor er det sådan ? Hvorfor skifter han sådan ? I perioder er han kærlig og tolerant, og pludselig vender han og bliver fjendtlig og kold. Hvorfor ? Man skulle tro, at det var ham, der havde en hormonel cyklus. Har mænd det ? Eller er der noget kemi, der gør, at han bliver påvirket af min cyklus ?

Job-samtale

Så har det været weekend, og det er jo noget andet end hverdag - også for mig, selvom jeg ikke går på arbejde. Forskellen for mig er bare mest, at så er H hjemme. På en måde er det jo dejligt, men på den anden side, så er det også lidt anstrengende. Det er nok fordi jeg selv er dum, men jeg har hele tiden en følelse af, at jeg skal leve op til, hvad han synes, at jeg skal. Når jeg går hjemme, så sker tingene jo i min rytme, men når H er hjemme, så er jeg nervøs for, at han synes, at jeg skulle have redt sengen, ordnet mit hår eller hørt noget andet musik. Jeg ved godt, at det er dumt, men jeg kan ikke lægge den følelse væk. Desuden går jeg også selv og bliver lidt irriteret på ham over forskellige småting, som jeg sikkert burde ignorere.

Nå men nu er det jo så hverdag igen, og jeg har været til jobsamtale her til formiddag - og jeg overlevede ! Jeg har været så nervøs, at jeg i går aftes troede, at jeg skulle kaste op. Jeg havde kvalme, ondt i hovedet og maven og begyndte pludselig at tude da jeg satte mig til pc'en for at forbedrede mig til samtalen. Og selvfølgelig sov jeg rigtig dårligt, og vågnede 500 gange i løbet af natten. Men nu er det overstået, og det gik vist ok. Jeg tror nu ikke, at jeg får jobbet, men nu får vi se. Det lød ellers som et rigtig godt job - for mig.

Men nu vil jeg forkæle mig selv lidt resten af dagen, og lytte til den nye CD med Bruce Springsteen (den er dejlig, dejlig).

Jeg vil tale med dig

Jeg sad og så "morgenflimmer" her til morgen, og så et indslag med to parterapeuter, som talte om par, hvor kvinden har mistet sexlysten, og hvor de mente at problemet var, at parret ikke taler ordentligt sammen. Så sidder jeg og tænker "bare min kæreste så det" - og samtidig bliver jeg irriteret over, at hvis han så det, så ville han alligevel ikke tage det til sig.

Jeg har mange gange prøvet at få min kæreste til at tale mere med mig, og prøvet at forklare ham, at det er vigtigt for mig og min trivsel - og dermed for vores forholds trivsel. Men jeg tror simpelthen ikke, at han forstår, hvad jeg mener. Nogle gange, når vi har en god stemning mellem os, så lytter han til det jeg siger, og prøver måske endda at gøre en forskel. Men det er som om, at han aldrig rigtig har forstået, hvad det er han skal gøre.

Vi havde gæster i går aftes. H's fætter fra Jylland var på Sjælland, og han og H havde aftalt, at han skulle komme på besøg. Jeg har vist kun mødt ham en enkelt gang før til en familiefest. Jeg havde brugt det mest af dagen på at gøre rent og hyggeligt, og H nåede lige at bage en kage da han kom hjem fra arbejde. Nå, men H og fætteren talte så sammen hele aftenen, mest om job (de er begge ingeniører). Jeg sad mest og lyttede, og kunne ikke bidrage med så meget (jeg er ikke god til at tale med fremmede). Men de havde jo også masser at snakke om, så det var ok.

Da fætteren så gik senere på aftenen, blev jeg utrolig skuffet da H straks tændte for fjernsynet. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg sagde, men vist noget med at han var fjernsynsnarkoman og om vi ikke kunne tale lidt sammen. Han svarede, at han lige skulle nå at se, hvordan det var gået med håndbold. Så satte jeg mig ved min pc, og da han havde set det med håndbold, begyndte han at gøre sig klar til at gå i seng. Jeg tænkte, at så kunne jeg lige så godt se en film i fjernsynet, når han nu alligevel ville gå i seng, og jeg vidste, at jeg ikke kunne sove. Men så gik han ikke i seng alligevel, men satte sig ved sin pc og spillede et eller andet. Hvorfor kunne vi så ikke have snakket lidt sammen ? Jeg føler tit, at han SKAL noget andet, for at slippe for at snakke med mig. Det gør mig vred.

Grå torsdag

Det er torsdag og gråt udenfor.

Jeg går hjemme, er arbejdsløs, og har været det en månedstid. Men faktisk har jeg gået hjemme i over et år. Jeg har været sygemeldt med stress og depression, efterfulgt af en fyreseddel. Jeg ved ikke rigtig om jeg er rask, men jeg er raskmeldt og får nu dagpenge fra arbejdsløshedskassen. Men jeg skal have fundet mig et job, og det stresser mig !

Jeg har haft endnu en nat med frustrationer, lyst og modvilje. Min kæreste holdt kærligt om mig, og her til morgen kælede og krammede han mig - og bed og suttede mine bryster. Årh, det var dejligt. Men alt for lidt. Jeg trænger bare så meget, men har stadig den åndssvage uvilje.

Vrede ?

Hvorfor er jeg så vred ? Jeg kan nok ikke helt forklare det. Måske er det nærmere en slags skuffelse.

I starten af min kærestes og mit forhold - for omkring 8 år siden - havde jeg så store forventninger og håb for os. Jeg havde levet et rodet liv før jeg mødte ham, og ikke haft rigtig faste/seriøse forhold før.

Jeg har en datter, og har boet alene med hende det meste af hendes barndom. Vi havde det rigtig dejligt sammen, og der var ikke plads til en fast kæreste i mit liv. Men så blev hun større, kom selv i kærestealderen - og flyttede hjemmefra. Pludselig havde jeg alt for meget tid, og et stort underskud i mit følelsesliv. Jeg havde i mange år haft et rodet forhold til en gift mand. Det var pludselig ikke nok for mig mere. Jeg begyndte at få behov for at have en mand, som jeg kunne dele alt med. Kort fortalt, så begyndte jeg at kigge mig om efter en "rigtig" mand.

Efter et stykke tid, hvor jeg datete forskellige mænd, mødte jeg H. Han var så forskellig fra alle andre mænd jeg har kendt. Først og fremmest var han en stabil type. Han er jyde, ingeniør, fraskilt med 3 børn. Han blev hurtigt forelsket i mig, sikkert også fordi jeg var forskellig fra hvad han havde kendt. Jeg var ikke stormende forelsket, men jeg havde det rigtig godt sammen med ham. Han gjorde mig tryg, og så var det jo dejligt, at han var forelsket i mig. Men først og fremmest var jeg glad fordi han passede ind i det billede jeg havde af, hvad jeg ville med mit liv nu.

Efter ret kort tid begyndte vi at tale om at flytte sammen, og efter omkring 1½ år havde vi købt hus sammen. Men fra vi bestemte os for at flytte sammen og til vi realiserede det, begyndte problemerne. Jeg kan høre alle de løftede pegefingre nu ! For jeg ville jo også selv have sagt (hvis jeg havde stået ved siden af og kunne se objektivt på vores forhold), at så skulle jeg have trukket stikket ud der. Men jeg ville det bare så meget, så jeg ville kæmpe for det.

Vores allerførste krise startede en aften, hvor vi sad og hyggede os, og snakkede om sex. Vi snakkede om, hvad vi godt kunne lide, og på et tidspunkt spurgte H mig, om jeg kunne tænkte mig være sammen med to mænd. Fuldstændig uden at tænke mig om, sagde jeg bare - ærlig som jeg er - ja, og det havde jeg prøvet et par gange. Først sagde han ikke rigtig noget til det, men han blev mere og mere stille. Endelig fik han fortalt mig, at det havde han det rigtig dårligt med. Jeg kan ikke helt huske, hvad der så skete, men på et tidspunkt fortalte han mig, at han ikke vidste om han kunne leve med det. Vi kom ud i en rigtig krise, hvor H skiftede mellem at ville gøre det helt forbi og fortryde. Jeg fandt senere ud af, at grunden til, at han havde det så skidt med det, var fordi han selv havde levet i fast forhold i så mange år, og ikke rigtig havde andre sexuelle erfaringer. Han var midsundelig på mig. Men jeg kunne ikke komme over det. Jeg følte, at han så ned på mig. Og jeg var også bange for, at han ville droppe mig, fordi han ikke kunne leve sammen med mig med den viden at jeg havde prøvet en masse, og at han ikke havde. Jeg blev bange for, at han ville ud og "realisere" sig selv på et tidspunkt.
Pludselig var de store forskelligheder, som vi hver især var tiltrukket af, blevet et problem.

Vi fortsatte vores forhold, men med mange mange konflikter. En anden stor skuffelse, som har sat sig dybt i mig, fik jeg da han en dag fortalte mig, at han ikke ville giftes med mig. Jeg har altid sagt (før jeg mødte H), at jeg aldrig ville giftes. Mens jeg var ung, troede jeg, at jeg altid ville leve "frit". Og hvis jeg skulle have en fast kæreste, skulle det være på betingelse af, at jeg kunne have andre forhold ved siden af. Men man bliver jo ældre og klogere - jeg blev det bare senere end de fleste. Selvom jeg egentlig ikke havde nogen drøm om at blive gift, så var det utrolig vigtig for mig, at H ikke ville giftes med mig. Det gjorde ondt. Inderst inde har jeg jo en drøm om at være elsket. Elsket så meget, at min "mand" vil råbe højt til hele verden, at han elsker mig.
Senere, når vi har diskuteret det problem, har H sagt, at han ikke mente det på den måde. Han vil gerne giftes, men bare ikke nu ! Hvornår så ? spørger jeg - her efter 8 år. På en måde forstår jeg ham jo godt, for jeg vil jo heller ikke giftes med ham, så længe jeg ikke føler, at vi har det helt godt sammen. Men problemet er bare blevet så stort for mig, at jeg tror, at det har den allerstørste betydning for vores problemer. Det bider sig selv i halen.

Så min vrede kommer nok af, at jeg er blevet vejet og fundet for let (tro mig, det er jeg ikke !). Eller sagt på en anden måde: jeg er ikke god nok til at blive gift med.

Stadig fuld af hormoner

I nat var ikke bedre end natten før. Jeg frøs da jeg gik i seng, og min kæreste var allerede gået i seng, så jeg krøb over til ham for at få varmen. Han er en kærlig mand, så han tog godt imod mig, og vi lå længe i ske. Vi pressede os godt ind mod hinanden, og det var rigtig dejligt, men også frustrerende, for jeg blev meget tændt. Jeg havde vildt meget lyst til sex, og hvis han havde kælet lidt for mig, så havde jeg overgivet mig. Men jeg ved også, at bagefter ville jeg være fyldt med nye frustrationer, fordi jeg også har en stor vrede mod ham. Jeg har hele tiden en slåskamp inden i mig selv. På den ene side elsker og begærer jeg ham - og på den anden side er jeg så vred på ham og føler mig så utryg. Jeg er så bange for, at han skal såre mig. Bange for, at hvis vi elsker, så kan jeg alligevel ikke bagefter se kærlighed og beundring i hans øjne, når han ser på mig. Gad vide om han føler den samme vrede overfor mig, som jeg føler overfor ham ?

Lyst

Sommetider racer hormonerne rundt i min krop. Mine bryster bliver ømme og jeg får en underlig uro i kroppen. Ja, faktisk trænger jeg til sex. Min kæreste ville nok tro, at det var løgn, for vi har stort set aldrig sex mere. Jeg ville ønske, at jeg kunne få ham til at forstå, hvad det er der er galt, men jeg forstår det jo ikke engang helt selv.
Jeg har ikke sovet så meget de sidste par dage - pga den uro. Jeg ved godt, at det er skørt, for jeg kunne jo bare vække ham, og elske med ham. Jeg ved, at han være klar med det samme. Men der er kommet sådan en barriere mellem os, så jeg kan ikke få mig selv til det. I nat og i morges lå jeg længe og trængte sådan til, at han skulle bide lidt i mine bryster. Sådan lidt "tilfældigt" fik jeg alligevel lokket med dem, så han krøb ind til mig og pressede sit hoved ind mod dem. Jeg prøvede at flytte lidt på mig, så han kunne komme til med sin mund, men det virkede ikke. Kort efter stod han op, gik i bad og på arbejde.
Ak ja, så måtte jeg jo - som så ofte før - hjælpe mig selv.