Vrede ?

Hvorfor er jeg så vred ? Jeg kan nok ikke helt forklare det. Måske er det nærmere en slags skuffelse.

I starten af min kærestes og mit forhold - for omkring 8 år siden - havde jeg så store forventninger og håb for os. Jeg havde levet et rodet liv før jeg mødte ham, og ikke haft rigtig faste/seriøse forhold før.

Jeg har en datter, og har boet alene med hende det meste af hendes barndom. Vi havde det rigtig dejligt sammen, og der var ikke plads til en fast kæreste i mit liv. Men så blev hun større, kom selv i kærestealderen - og flyttede hjemmefra. Pludselig havde jeg alt for meget tid, og et stort underskud i mit følelsesliv. Jeg havde i mange år haft et rodet forhold til en gift mand. Det var pludselig ikke nok for mig mere. Jeg begyndte at få behov for at have en mand, som jeg kunne dele alt med. Kort fortalt, så begyndte jeg at kigge mig om efter en "rigtig" mand.

Efter et stykke tid, hvor jeg datete forskellige mænd, mødte jeg H. Han var så forskellig fra alle andre mænd jeg har kendt. Først og fremmest var han en stabil type. Han er jyde, ingeniør, fraskilt med 3 børn. Han blev hurtigt forelsket i mig, sikkert også fordi jeg var forskellig fra hvad han havde kendt. Jeg var ikke stormende forelsket, men jeg havde det rigtig godt sammen med ham. Han gjorde mig tryg, og så var det jo dejligt, at han var forelsket i mig. Men først og fremmest var jeg glad fordi han passede ind i det billede jeg havde af, hvad jeg ville med mit liv nu.

Efter ret kort tid begyndte vi at tale om at flytte sammen, og efter omkring 1½ år havde vi købt hus sammen. Men fra vi bestemte os for at flytte sammen og til vi realiserede det, begyndte problemerne. Jeg kan høre alle de løftede pegefingre nu ! For jeg ville jo også selv have sagt (hvis jeg havde stået ved siden af og kunne se objektivt på vores forhold), at så skulle jeg have trukket stikket ud der. Men jeg ville det bare så meget, så jeg ville kæmpe for det.

Vores allerførste krise startede en aften, hvor vi sad og hyggede os, og snakkede om sex. Vi snakkede om, hvad vi godt kunne lide, og på et tidspunkt spurgte H mig, om jeg kunne tænkte mig være sammen med to mænd. Fuldstændig uden at tænke mig om, sagde jeg bare - ærlig som jeg er - ja, og det havde jeg prøvet et par gange. Først sagde han ikke rigtig noget til det, men han blev mere og mere stille. Endelig fik han fortalt mig, at det havde han det rigtig dårligt med. Jeg kan ikke helt huske, hvad der så skete, men på et tidspunkt fortalte han mig, at han ikke vidste om han kunne leve med det. Vi kom ud i en rigtig krise, hvor H skiftede mellem at ville gøre det helt forbi og fortryde. Jeg fandt senere ud af, at grunden til, at han havde det så skidt med det, var fordi han selv havde levet i fast forhold i så mange år, og ikke rigtig havde andre sexuelle erfaringer. Han var midsundelig på mig. Men jeg kunne ikke komme over det. Jeg følte, at han så ned på mig. Og jeg var også bange for, at han ville droppe mig, fordi han ikke kunne leve sammen med mig med den viden at jeg havde prøvet en masse, og at han ikke havde. Jeg blev bange for, at han ville ud og "realisere" sig selv på et tidspunkt.
Pludselig var de store forskelligheder, som vi hver især var tiltrukket af, blevet et problem.

Vi fortsatte vores forhold, men med mange mange konflikter. En anden stor skuffelse, som har sat sig dybt i mig, fik jeg da han en dag fortalte mig, at han ikke ville giftes med mig. Jeg har altid sagt (før jeg mødte H), at jeg aldrig ville giftes. Mens jeg var ung, troede jeg, at jeg altid ville leve "frit". Og hvis jeg skulle have en fast kæreste, skulle det være på betingelse af, at jeg kunne have andre forhold ved siden af. Men man bliver jo ældre og klogere - jeg blev det bare senere end de fleste. Selvom jeg egentlig ikke havde nogen drøm om at blive gift, så var det utrolig vigtig for mig, at H ikke ville giftes med mig. Det gjorde ondt. Inderst inde har jeg jo en drøm om at være elsket. Elsket så meget, at min "mand" vil råbe højt til hele verden, at han elsker mig.
Senere, når vi har diskuteret det problem, har H sagt, at han ikke mente det på den måde. Han vil gerne giftes, men bare ikke nu ! Hvornår så ? spørger jeg - her efter 8 år. På en måde forstår jeg ham jo godt, for jeg vil jo heller ikke giftes med ham, så længe jeg ikke føler, at vi har det helt godt sammen. Men problemet er bare blevet så stort for mig, at jeg tror, at det har den allerstørste betydning for vores problemer. Det bider sig selv i halen.

Så min vrede kommer nok af, at jeg er blevet vejet og fundet for let (tro mig, det er jeg ikke !). Eller sagt på en anden måde: jeg er ikke god nok til at blive gift med.