Jeg sad og så "morgenflimmer" her til morgen, og så et indslag med to parterapeuter, som talte om par, hvor kvinden har mistet sexlysten, og hvor de mente at problemet var, at parret ikke taler ordentligt sammen. Så sidder jeg og tænker "bare min kæreste så det" - og samtidig bliver jeg irriteret over, at hvis han så det, så ville han alligevel ikke tage det til sig.
Jeg har mange gange prøvet at få min kæreste til at tale mere med mig, og prøvet at forklare ham, at det er vigtigt for mig og min trivsel - og dermed for vores forholds trivsel. Men jeg tror simpelthen ikke, at han forstår, hvad jeg mener. Nogle gange, når vi har en god stemning mellem os, så lytter han til det jeg siger, og prøver måske endda at gøre en forskel. Men det er som om, at han aldrig rigtig har forstået, hvad det er han skal gøre.
Vi havde gæster i går aftes. H's fætter fra Jylland var på Sjælland, og han og H havde aftalt, at han skulle komme på besøg. Jeg har vist kun mødt ham en enkelt gang før til en familiefest. Jeg havde brugt det mest af dagen på at gøre rent og hyggeligt, og H nåede lige at bage en kage da han kom hjem fra arbejde. Nå, men H og fætteren talte så sammen hele aftenen, mest om job (de er begge ingeniører). Jeg sad mest og lyttede, og kunne ikke bidrage med så meget (jeg er ikke god til at tale med fremmede). Men de havde jo også masser at snakke om, så det var ok.
Da fætteren så gik senere på aftenen, blev jeg utrolig skuffet da H straks tændte for fjernsynet. Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg sagde, men vist noget med at han var fjernsynsnarkoman og om vi ikke kunne tale lidt sammen. Han svarede, at han lige skulle nå at se, hvordan det var gået med håndbold. Så satte jeg mig ved min pc, og da han havde set det med håndbold, begyndte han at gøre sig klar til at gå i seng. Jeg tænkte, at så kunne jeg lige så godt se en film i fjernsynet, når han nu alligevel ville gå i seng, og jeg vidste, at jeg ikke kunne sove. Men så gik han ikke i seng alligevel, men satte sig ved sin pc og spillede et eller andet. Hvorfor kunne vi så ikke have snakket lidt sammen ? Jeg føler tit, at han SKAL noget andet, for at slippe for at snakke med mig. Det gør mig vred.
fredag den 23. januar 2009
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar